Da verden markerer 30-året for folkedrabet i Rwanda, er en dyster refleksion over de begivenheder, der førte til massakren på omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer i gang. Denne tragiske episode i menneskehedens historie, som udspillede sig over et tidsrum på 100 dage i 1994, er stadig en skarp påmindelse om civilisationens skrøbelighed og dybderne af grusomhed, som mennesker er i stand til at påføre hinanden. På trods af det internationale samfunds løfte om ’aldrig mere’ efter Holocaust, var den globale reaktion på folkedrabet i Rwanda præget af passivitet og fiasko, hvilket rejste spørgsmål om effektiviteten af internationale mekanismer til at forhindre sådanne grusomheder. Vestens rolle i folkedrabet i Rwanda har været genstand for intens granskning og kritik. Beskyldninger om ligegyldighed og utilstrækkelig reaktion er blevet rettet mod forskellige lande og internationale organisationer, som ifølge kritikere kunne have grebet ind for at stoppe blodsudgydelserne, men valgte at lade være. Rwandas præsident, Paul Kagame, har været højrøstet i sin kritik af det internationale samfunds manglende handling, og fremhævet en opfattet dobbeltstandard i global politik og humanitær intervention. I årene efter folkedrabet har Rwanda gjort betydelige fremskridt med at genopbygge sit samfund, økonomi og regeringsstrukturer. Men arrene fra folkedrabet forbliver, og tjener som en smertefuld på…
Læs mereVær den første til at svare på denne generel diskussion .